Hjem / Alt om norsk havre / Litteratur / Erling Skjalgson

Erling Skjalgson

Dikt av Per Sivle

Der seg en Skude
mod Sole ind
for slappe Seil
i en laber Vind.
Det var Erling Skjalgson,
som stevned mod Strande.
Men denne Gang kom han
med kløvet Pande.

Det fløi som Ild
over Jæder-Land,
at myrdet var Rogalands
gjæveste Mand.
Og Mængden øged
som Flom om Vaaren,
der "Ryge-Kongen"
laa stiv paa Baaren.

Sjaund = Likferd.
Somme jamred,
og somme svor,
somme stod blege
uden et Ord.
Da steg der en Røst,
som tog med sig alle:
"Hevn og Død
over Fitjaskalle!"

Der staar en Skare
furede Mænd
her ifra Soles
nærmeste Grænd,
- engang bundne
til Trælleyrke,
mens nu de eier
sin egen Styrke.

Trælle, sanket
fra øst og fra vest,
kjøbte og solgte
som Okse og Hest.
"Friskt Mod!" sagde Erling,
- "jeg vil dig ei værre
end: selv du kan blive
din egen Herre.

Først maa hos mig
du tjene dig fri;
og fortere gaar det,
jo mer du ta'r i.
Siden du rydder dig
Lyng af Tue,
dyrker dig Jord
og bygger dig Stue.

Og dermed har du
fra selvsamme Stund
dit eget Hjem
paa selvryddet Grund.
Og glem nu ikke,
at Stykke for Stykke
du selv har at smede
din egen Lykke."

Og Havren vokste,
der Lyngen veg;
og Frimands-Flokken
kring Sole steg,
- blev fast ved Grunden
i bedste Tydning.
Thi Manden elsker
sin egen Rydning.

Og intet Under
der løftes op
Snese af barkede
Næver i Trop,
da Raabet høres
kring Baaren gjalle:
"Hevn og Død
over Fitjaskalle!"

Og Erling Skjalgson
skal leve, han,
i Smaafolks Minde
rundt Norges Land.
Til seneste Slegter
vil Saga fortælle:
Han skabte Mænd
og Nordmænd af Trælle.

Tips en venn