Dikt av Per Sivle
Der seg en Skude mod Sole ind for slappe Seil i en laber Vind. Det var Erling Skjalgson, som stevned mod Strande. Men denne Gang kom han med kløvet Pande. Det fløi som Ild over Jæder-Land, at myrdet var Rogalands gjæveste Mand. Og Mængden øged som Flom om Vaaren, der "Ryge-Kongen" laa stiv paa Baaren. Sjaund = Likferd. Somme jamred, og somme svor, somme stod blege uden et Ord. Da steg der en Røst, som tog med sig alle: "Hevn og Død over Fitjaskalle!" Der staar en Skare furede Mænd her ifra Soles nærmeste Grænd, - engang bundne til Trælleyrke, mens nu de eier sin egen Styrke. Trælle, sanket fra øst og fra vest, kjøbte og solgte som Okse og Hest. "Friskt Mod!" sagde Erling, - "jeg vil dig ei værre end: selv du kan blive din egen Herre. Først maa hos mig du tjene dig fri; og fortere gaar det, jo mer du ta'r i. Siden du rydder dig Lyng af Tue, dyrker dig Jord og bygger dig Stue. Og dermed har du fra selvsamme Stund dit eget Hjem paa selvryddet Grund. Og glem nu ikke, at Stykke for Stykke du selv har at smede din egen Lykke." Og Havren vokste, der Lyngen veg; og Frimands-Flokken kring Sole steg, - blev fast ved Grunden i bedste Tydning. Thi Manden elsker sin egen Rydning. Og intet Under der løftes op Snese af barkede Næver i Trop, da Raabet høres kring Baaren gjalle: "Hevn og Død over Fitjaskalle!" Og Erling Skjalgson skal leve, han, i Smaafolks Minde rundt Norges Land. Til seneste Slegter vil Saga fortælle: Han skabte Mænd og Nordmænd af Trælle.